Redaktions Nyt 2015.05.10

Opgaven med at skrive en bog griber om sig og er et større redigeringsarbejde, noget større end jeg umiddelbart var klar over. Når jeg har tilføjet nye afsnit er jeg så heldig at have en datter Katrina, som er expert i Dansk gramatik, så her bliver teksten redigeret, efterfølgende har jeg måtte erkende at hver gang jeg tilføjer nyt, så handler det om sammenhæng og ja, jeg har givet mig selv noget at se til, men det er rigtig spændende og ja processen ved jeg ikke hvor lang tid der skal gå men der arbejdes i kulissen, så hvis du læser nedenstående, ja så kan dette ændre sig hen ad vejen!!

Når du læser denne bog, skal du være opmærksom på at mange af teknikkerne og værktøjerne er afprøvet på mange forskellige måder og af mange forskellige mennesker med forskellige opfattelser af betydning. Mine beskrivelser bygger på mine egne hunde, egne erfaringer og videreformidling til andre hunde og mennesker gennem mange år.

Opdragelse og indlæring i det 21. århundrede afviger en hel del fra i hvert fald min start som instruktør, vejleder og formidler til andre mennesker med behov for grundlæggende viden om hunde og håndteringen af denne menneskets bedste ven i fokus.

I bogen vil jeg beskrive oplevelser med egne og andres hunde, samt tilgangen til og årsagen til min store interesse for hunden. Fascinationen og overraskelsesmomentet i samarbejde med hunden og for den sags skyld alle dyr, som jo ikke er i stand til at hverken læse, skrive eller tale, er efter min bedste overbevisning noget af det stærkeste, jeg har oplevet i samvær med andre end min egen race. Hvis der var nogen som havde fortalt/orienteret mig om at man kunne få et så tæt og intenst forhold til en hund som jeg har haft indtil videre, ville jeg måske have smilet lidt overbærende til personen og tænkt, hvilken verden lever denne person i. Årsagen er jo så nok at man selv skal være i en del af det univers, som hundemennesker befinder sig i, for at forstå hvad det er som rører sig i os.

Menneskers forståelse for hunden, eller mangel på samme hersker der vel ingen tvivl om. I det moderne samfund er hunden efter min erfaring godt integreret som en del af rigtig mange familier, også taget i betragtning af, at der er omkring 550.000 hunde i Danmark (2012).

Kommunikationens veje er teknisk set en betingelse for godt samvær menneske og hund imellem. Når det så er sagt, skal det selvfølgelig tilføjes, at der er forskellige indgangsvinkler til netop dette, at kommunikere med hunden, Min hensigt med bogen her er at samle erfaringer, som jeg har erhvervet gennem mange år, specielt gennem mit arbejde med teoretisk undervisning, her har jeg skrevet og formuleret formidling til glæde for rigtig mange hundemennesker.

Mit motto har altid været: Et er teori, et andet er praksis. Med dette mener jeg, at den teoretiske fremvisning i en hvilken som helst undervisningssituation bygger på en teoretisk gennemgang, herefter skal der altid være mulighed for en fremvisning i praksis om det pågældende emne, dette styrker også elevens tillid til læreren.

Hvis nogen skulle være i tvivl om indholdet i denne bog, så læs videre på de næste sider. Der er vidensdeling og underholdning for enhver og så kan man jo selv sortere og vurdere egen brug af indholdet, men efter 30 år med hunde, har jeg glædet mig til, at dele mine oplevelser med andre.

God læselyst.

Den svære tid!

Til minde om min første instruktørhund

Juni måned 2008

Hun står der og kigger på mig med de store mørke øjne, som hun så ofte har gjort de sidste 13 år og 7 mdr. Øjnene fortæller mig, at hvis hun kunne tale ville hun sige: ”Hjælp mig som du har gjort så mange gange, hvor jeg ikke havde det så godt, far.” Det blik i hendes øjne som jeg efterhånden har lært at læse gennem mange år, når noget ikke var som det skulle være.

Hvem er hun så?

Jo det er Emma-pige, en 13 år og 7 mdr. gammel trefarvet Border Collie tæve, den jeg elsker allermest ud over min familie.

Jeg ved det godt, nemlig at det er en høj alder for en hund af mellem størrelse, ja ca. omregnet i menneske år 75 år. Pludselig er jeg der, hvor jeg, som så mange hundeejere befinder sig, nemlig der hvor man laver eftertanke om hundens lange liv. Jeg bryder næsten sammen ved tanken om at det snart er slut og siger til mig selv som jeg også sagde sidst, jeg var i samme situation, at nu vil jeg ikke have hund igen.

Jeg ved godt at sorgen bliver glattet ud og beslutningen om at få en ny lille hvalp ind igen også kommer til mig. Eftertanken her handler i høj grad om den personlighed som har været til diskussion blandt fagfolk i lige så mange år som jeg kan erindre. Hundens personlighed udspringer i høj grad af det/de mennesker den befinder sig blandt og de sociale påvirkninger som hunden bliver udsat for.

Black Beautiful Emma som hun hedder på stamtavlen er en Border Collie ud af fornem engelsk familie, det vil sige en hyrde hund af klasse. Jeg har kun snuset til det arbejde som handler om at hyrde får, dette var i Emmas meget unge alder af ca. 8 mdr. Efterfølgende konstaterede jeg at for at få det fulde ud af hunden, ja så skulle jeg faktisk selv være ejer af en fåreflok, eller køre langt for at deltage i dette arbejde. Derfor besluttede jeg at bruge hende til lydighedsarbejde. I min egenskab af instruktør og underviser fandt jeg hurtigt ud af, at hende og jeg kunne blive et fantastisk team sammen. Emma med hendes høje indlæringsintelligens og mig selv med min viden om indlæring af hunde og behandling af forskellige problemstillinger. Emma var 8 mdr. da jeg fandt ud af at bruge hende mere aktivt i undervisning af hundeejere, som det jo i virkeligheden handler om for mig.

Efterfølgende har Emma fulgt mig til undervisning af nye hundeejere i de sidste 13 år og har været en fantastisk makker, specielt ved fremvisning af de indlæringssituationer, hvor alle hundeejere står og venter på at se det teoretiske udformet i praksis, for bedre forståelse.

Når den teoretiske gennemgang var overstået i den enkelte indlæringssituation, hørte jeg mig selv sige, hvis min hund vil så kan hun vise jer hvordan det skal gøres i praksis og bingo, så stod alle med åben mund og så videre og så hørte jeg ofte hundeejere sige, det kan du sagtens gøre med sådan en hund og så sagde jeg, ja det kan jeg, men det fordrer, at der er en gensidig forståelse hund og menneske i mellem. Sådan har det nu været i ca. 13 år, Emma har fulgt mig i tykt og tyndt, lige fra hendes deltagelse i instruktørseminar over en weekend som 4 måneders hvalp og til nu, hvor hun har været en integreret del af min undervisning i teoretisk som i praktisk forstand. Dette kommer til at medføre, at menneske og hund får et forhold til hinanden, hvor det kun er den verbale tale mellem hund og menneske der mangler, for hundrede procent gensidig forståelse. Når det så er sagt, er det her jeg i undervisning plejer at sige til mine elever, at en hund ikke er et menneske og det skal der selvfølgelig heller ikke herske tvivl om, men, men der var noget der kom meget tæt på.

Når jeg skriver dette indlæg er det for at hundeejere skal få en bedre forståelse for det naturlige i at blive tyndhudet i den situation, hvor man skal sige farvel til en hund, som har betydet så meget i det daglige gennem mange år. Jeg har mødt mange hundeejere gennem årene, som har haft svært ved at håndtere en, for dem selv svær tid. At skulle forberede sig på den sidste gåtur og efterfølgende tage en beslutning om at tilendebringe hundens liv. Det er her det er værd at bruge den nødvendige tid at beslutte noget som man senere kan se tilbage på som den rigtige beslutning.

Efterfølgende er det svært at skulle være rationel, med hensyn til at tage en beslutning om at afslutte hundens liv, når først der er konstateret sygdomsudbrud som forringer hundens liv. Herefter kunne jeg konstatere, at jeg stod over for et valg: at forlænge hundens liv for en kort periode med følgende forringelse af hundens værdighed eller at tilvejebringe hundens liv med hundens bedste for øje. Her vil de fleste nok besidde 80-90 procent selvmedlidenhed og resten som den der afslutter hundens liv og dette er svært at håndtere.

Jeg tager mig sammen og tager den tunge beslutning, går lidt rundt, ved siden af mig selv og kontakter min dyrlæge. Herefter aftaler vi at dyrlægen kommer hjem til Emma i hendes vante hygge omgivelser. 

Den pludselige ændring af hunden, når alderen begynder at vise sig kommer altid bag på én som hundeejer. I begyndelsen prøver man at skubbe tanken væk med at hunden har mange år på bagen. Efterfølgende observerer man tydelige forandringer i hundens adfærd, den bliver hurtigere træt og sover mere. Når først der kommer sygdomstegn og efterfølgende undersøgelser hos dyrlægen som viser, at hunden har den ene eller den anden aldersbetingede sygdom, som ikke står til at ændre, går det op for én, at vi nærmer os lånt tid og så efterfølgende skal begynde at planlægge det endelige forløb for afslutningen af et langt liv og hvordan det skal foregå.

Det er nu den 19. juni og jeg har taget den tunge beslutning og kontaktet min lokale dyrlæge for en aftale om aflivning af min kære Emma. Hun har her til morgen haft et voldsomt sygdomsudbrud, som har betydet min beslutning.

Denne artikel er tilegnet Emma, som har været medvirkende til forståelse for optimal indlæring af så mange hundeejere gennem 13 år. Emma har været forgang for optimal fremvisning af Emmas og min tilrettelægning af specielt indlæring af hundeejere til hvalpe på et tidligt niveau i hundens liv. Dette har givet mange en god indsigt i at kommunikation menneske og hund i mellem kan lade sig gøre på en sjov og behagelig måde for begge parter, med efterfølgende mange succesrige oplevelser.

Torsdag den 19. juni kl. 19:10 sov Emma ind.

En stor tak til Sct. Jørgensbjerg dyreklinik v/ Dyrlæge Anne Torkelund for en god behandling af Emma. En speciel tak til Stina Elmelund som kom hjem til Emma og gav hende en værdig afslutning på livet.

Notat:

Jeg tror at man skal være hundeejer for at forstå dette indlæg. Specielt hvis man har haft et så nært forhold til sin hund og specielt hvis man har arbejdet meget intenst med sin hund gennem mange år. Er jeg blød om hjertet? Ja.

På Emmas vegne.

foto privat Emma

 

 

Det er blevet tid til efterrationalisering og selvfølgelig skal livet gå videre uden Emma, men jeg skal virkelig tage mig sammen. Det samme siger min hustru Karin. Min umiddelbart ikke særlig rationelle beslutning er, at nu vil jeg ikke have hund mere. ”Hallo, hallo” siger mit indre, når jeg går rundt og ikke går tur mere. Selvfølgelig kommer der en ny tid til mig. Jeg er jo ikke den eneste som har mistet en hund. Her finder jeg ud af, hvor megen tid jeg egentlig har spenderet med den firbenede. Så muligheden for at tænke rationelt, er lige pludselig til stede og jeg begynder så småt at forberede mig på en ny tid med mange muligheder.

August måned 2008 begynder jeg at læse opdrætteranvisninger, stamtavler, avl mm. og finder ud af, at der er en masse tilbud og muligheder.

Jeg må jo videre..

 

December måned 1994

Black Beatiful Emma

Dagen oprandt og min datter Katrina og jeg tog turen over Storebælt. Det var dengang, hvor man sejlede til Fyn. Emma var klar til afhentning og det var som sædvanlig med spænding, vi skulle hente den lille hvalp på de 8 uger. Emma var en tri color Border Collie med rigtig fine aftegninger.

Turen hjem over Storebælt var i sig selv noget af en oplevelse. Som Katrina sagde, far det er en score hund, for alle skulle hen og mærke på den lille bløde hvalp, så opmærksomhed fik både hund og datter i hvert fald. Det var jo vinter med sne og kulde og den lille hvalp klynkede noget undervejs til Ugerløse, som den lå der på lammeskindet i den lille flettede kurv, alt det bedste var ikke for meget. Karin min hustru havde sørget for udstyret.

Mine første planer var allerede på plads, da vi ankom til det nye hjem med Emma. Jeg havde besluttet, at Emma ikke skulle indenfor, før end hun havde besørget et eller andet sted udenfor og det skete så også heldigvis. Herefter var der rundvisning i huset, til stor forundring for Emma, hun vidste ikke hvilke af de fire ben hun skulle stå på.

Udførsel af min planlægning trådte allerede i kraft her den samme aften troede jeg. Men, men der var lige en julefrokost der skulle håndteres ude i byen, så Karin og Katrina blev babysittere den første aften. Det var ellers ikke min plan, men sådan blev det.

Næste morgen da jeg vågnede, var lille Emma anbragt i sengen ved siden af mig, hallo, hallo Lars det var vist heller ikke efter planen, hvad havde jeg lige gang i her? Det skal så lige nævnes her, at på nævnte tidspunkt var der helt andre teorier omkring opdragelsen af en hundehvalp. Disse er ikke rigtig gældende mere. En hundehvalp som har mistet sin familie har rigtig meget behov for kærlighed, så mine nuværende hunde har fået rigtig megen kærlighed og omsorg og har i den tidlige start været gæst i sengen. Når det så er sagt, er de selvfølgelig senere blevet placeret i deres egne sovepladser og det har fungeret problemfrit. Hunden er fra naturens side et flokdyr og er vant til at være en del af flokken og sove i nærheden af den øvrige flok.

Som sagt havde jeg lagt nogle planer om hvorledes jeg ville starte opdragelsen af en ny hundehvalp. I denne forbindelse havde jeg næsten 3 ugers ferie i forbindelse med julen, dette var planlagt forinden. Intentionerne vedrørende opdragelsen af en ny hundehvalp har jeg lært at holde fast i.

 

Renligheds træning

Der er mange regler at holde styr på i starten. Jeg havde listet dem op i den rækkefølge, som jeg ville arbejde med. Som det første havde jeg denne gang prioriteret renlighed først. Det skal så lige nævnes at parcelhusgrunden var fuldstændig åben i starten og i øvrigt resten af Emmas levetid, så det gav nogle udfordringer. De første mange dage var min nattesøvn en by i Rusland. Jeg havde nogle ritualer i starten, hvor jeg observerede Emma, når hun begyndte at gå rundt i huset, for at se efter et sted, hvor hun kunne være sig selv eller sætte sig ned og begynde at gøre noget,  når dette skete var jeg tilstede for at få hende ud med det samme og ret hurtigt efter hun var kommet ud satte hun sig ned og gjorde det ene eller det andet og straks var der ros fra min side ”Dygtig” og godbid, dette fandt hun hurtigt ud af, så renlighedsfasen kom forholdsvis hurtigt på plads. Jeg lavede ligeledes nogle legeritualer indenfor i starten for at beskæftige hende med andet end reelle observationer vedrørende renlighed. Legeritualer som hun kunne forbinde med min tilstedeværelse, her igennem kunne jeg ligeledes se hvilke ting som triggede hendes legeadfærd og selvfølgelig uden at stresse hende i negativ retning. Dette gjorde jeg som en sikring senere ude i haven. Her ville jeg derved hurtigere kunne få hendes opmærksomhed med det som hun havde lært indenfor. På denne måde havde jeg mulighed for at fange hendes interesse og hindre, at hun fik interesse for noget andet udenfor grunden. Denne legeøvelse fortsatte sammen med andre aktiviteter, så som renlighed, indkald og i det hele taget at vende hende til at reagere positivt på sit navn, som i princippet betyder Emma: se på mig og jeg har kontakt til dig. Generelt skal hundens navn opfattes som noget positivt, hundens navn må ikke bruges som udskæld.

 

Alene hjemme-træning

En anden og ret så vigtig del af hundehvalpens opdragelse er at kunne være alene hjemme i længere tid. Jeg har altid haft det dårligt med at efterlade en hundehvalp alene hjemme, men med Emma gik det faktisk fantastisk smertefrit. Jeg havde på forhånd, i følge min egen overenskomst, besluttet hvilke redskaber jeg ville anvende i forbindelse med de første tests af Emma alene hjemme. Første del af træningen foregik inde i huset. En lille hundehvalp på de her omkring 10 uger, er der meget gang i. Det var der i hvert fald i Emma, hun skøjtede rundt i huset, fuld fart og bremsen i og snart efter styrtede hun omkuld et tilfældigt sted i huset. Det var ved denne lejlighed, at jeg forlod det rum, hun nu var styrtet om i og begav mig ind i et andet rum, hvor jeg lukkede døren og derefter satte mig selv på lyttesekvens. Når lille Emma nu begyndte at bevæge sig rundt i huset, ville jeg pludselig dukke frem i rummet, hvor hun var uden at sige noget som kunne opfattes som ynk. Dette var de første skridt i den rigtige retning. Det næste jeg gjorde var at montere en af datidens babyalarmer som fyldte godt op i landskabet, som Karin sagde: tror du ikke hun bliver bange for det store monstrum? I denne forbindelse skal det her nævnes, at web cam og andet pc udstyr ikke var til min rådighed i 1994-95. Det moderne udstyr som vi har tilgang til i dag, har jeg brugt til træning af mine nuværende hunde.

Som sagt satte jeg en babyalarm/sender op ude i køkkenet og placerede en modtager på mig selv. Herefter åbnede jeg yderdøren uden hensyntagen til Emma eller hvor hun var, gik ud og lukkede døren, gik væk et par minutter og herefter tilbage til Emma, som naturligt stod på den anden side af døren og gloede forunderligt. Det her skal nævnes, at hun ikke nåede at sige en lyd, mens jeg var uden for døren. Denne korte sekvens gentog jeg et par gange om dagen, så Emma ligesom kunne se, at det egentligt ikke var særlig farligt, når far forlod huset. Her snakker vi om ca. 2 minutter. Udvidelsen til lidt mere, omkring 10 minutter, forløb også udmærket, men her nåede Emma flere gange, at give lyd fra sig. Her ventede jeg til der var en pause og snart var jeg inden døre igen og prøvede at lade som om, jeg havde været der hele tiden. Dette prøvede jeg at bilde mig selv ind, for det havde jeg aftalt med mig selv.

Efterfølgende smed jeg altid nogle godbidder, samtidig med at jeg gik ind i det pågældende rum og talte roligt til hende.

I de næste dage skulle det nu vise sig om træningen havde båret frugt, for nu udvidede jeg alene hjemme med op til en halv time, hvor jeg så kunne foretage mig noget andet ude i haven, eller andet steds. Når jeg hørte en klynken, bestemte jeg mig for at vente et øjeblik, hvor Emma ikke sagde noget, derefter gik jeg inden døre og igen lod jeg som ingenting. Denne seance foregik over flere dage.

 

Nu ville jeg gerne afprøve en længere periode, så derfor havde jeg samlet forskellige bøtter/plastflasker med hul i og hvad jeg kunne finde af ting som jeg vidste Emma ville være tilfreds med. I dag er der mange forskellige aktiveringsting som man kan købe i dyretilbehørsbutikker.   Jeg placerede aktiveringstingene i køkkenet og entreen og så forlod jeg Emma, låste døren og kørte ind til min søster Helen, hvor jeg nød en kop lidt stresset kaffe. Samtidig havde jeg nøje holdt øje med klokken, så jeg fik tilpasset tiden inden for en times tid, tak for kaffe og hjem igen og til min store tilfredshed kunne jeg konstatere, at lille Emma havde sovet nok så sødt, alt imens jeg havde været væk og aktiveringstingene, havde hun nok kun brugt 5 til 10 minutter på. Nu var jeg sikker på, at det ikke ville volde de store problemer, når jeg igen skulle til at arbejde. De følgende dage gentog jeg seancerne med større og større tidsinterval, så jeg nåede op på 2 til 3 timer, hvor Emma efterhånden havde stillet sig tilfreds med mit fravær.

På et senere tidspunkt, når så Emma skulle til at være alene hjemme, ville vores datter Katrina være i stand til at tage over i stedet for mig, for Katrina gik i skole på daværende tidspunkt og ville være hjemme, så Emma ville være alene omkring 4 timer. Dette må siges at være optimalt for en hundehvalp og det viste sig da også at fungere udmærket, bortset fra at Emma på sit hvalpestadie var fyr og flamme, når der kom nogen hjem og var en laban til at hyrde både Karin og Katrina. Dette foregik ved at hun løb efter deres ben og nappede dem som andre vildtfarende får, ja dette måtte jeg høre meget for, som Karin sagde, det er ikke til at holde ud når hun render rundt og napper os i haserne. Sjovt nok skete det aldrig når jeg var hjemme, så jeg trak jo lidt på smilebåndet, men var selvfølgelig godt klar over hvor irriterende det måtte være. Det skal lige nævnes, at det var og blev en hyrdehund, selv om jeg jo senere opgav dette, grundet manglende får.  

 

 

 

 

 

 

 

Emma som 10 ugers hvalp

 

 

De nuværende 2 hunde jeg har i dag har fået samme træning, bortset fra den yngste. Hende, regnede jeg med, kunne stille sig tilfreds med sin storesøster, men her tog jeg grueligt fejl. Det viste sig, at hun havde separationsangst, for hun begyndte at rive i tapetet og gnave i fodpanelerne, så her havde jeg taget grueligt fejl. Jeg begyndte derfor at træne hende alene uden hendes storesøster. Det skal her nævnes, at alene træningen foregik med videoovervågning, mest for at lytte til om der havde været spektakel, i løbet dagen, hvor de havde været alene hjemme. Kameraet havde jeg placeret, så jeg kunne observere aktivitet i løbet af dagen og fælles for alle optagelser var, at 5 til 10 minutter efter at jeg havde forladt hjemmet, var der stille og roligt.

De ritualer som jeg indførte under træningen, har jeg videreført den dag i dag og det drejer sig om aktiveringsting, som bolde med hul i, et gummikødben ligeledes med hul, 2 plastflasker med tilhørende tovværk i, som hunden skal henholdsvis skubbe og trække i for at få godbidderne ud og til sidst en gammel Cola flaske, fra den gang de var lavet af hård plast. Disse ting bliver placeret forskellige steder i huset og dermed ved hundene, at far forlader huset og på videoen tager det sådan cirka 10 minutter, så er der ro på

I dag går jeg for det meste tur med hundene en af gangen og når vi træner i foreningen, kommer de med på skift. Herved er der mere ro på, når jeg skal håndtere den enkelte hund. Udover dette tager vi til stranden hver lørdag, tidlig morgen og går vores kvalitetstur på omkring 7 km., her kan hundene gøre, hvad de har lyst til og det er virkelig kvalitet.

At ændre hundes utilsigtede adfærd kan være en tålmodighedskrævende opgave. Hvis vi vidste hvad hunden tænkte, ville mange problemer være løst.

At straffe hunden for utilsigtet adfærd fører ikke til nogen form for succes. Tværtimod vil hunden vægre sig næste gang, den genkender en situation, hvor den tidligere er blevet straffet. Dette er ofte årsag til dårlig kommunikation hund og menneske imellem.

 

Det gik hurtigt op for mig, at min nye Emma var hurtig på aftrækkeren, som man siger. Hendes intelligensniveau var helt i top, så jeg skulle virkelig passe på med de forskellige signaler og afsendelsen af disse. Emma var, som de fleste Border Collier, meget signal følsom, da det ligger til de fleste af denne race, at skulle reagere på ganske mange signaler. Dette skulle vise sig at være en fordel for mig senere i Emmas og mit samarbejde.

Kontakt er nøglen til kommunikation hund og menneske imellem. Uden kontakt kan der ikke skabes kommunikation til hunden, jeg bruger eksemplet i min egen undervisning: Hvis du ringer på hos din nabo og vedkomne har pillet batterierne ud af ringeklokken, får du ikke kontakt og kan derved ikke kommunikere med din nabo. Mange hundehvalpe får en negativ opfattelse af sit navn, fordi det bliver brugt forkert, eller brugt som irettesættelse i den tidlige start. Dette resulterer i besvær i den tidlige indlæring. Hundens navn: Se på mig og bevæg dig hen til mig, så har vi begge fået succes og det videre forløb, vil herefter foregå mere afslappet for begge parter. Hundehvalpens eminente evne til at erindre gode og dårlige oplevelser kommer ofte til udtryk i den tidlige alder af hvalpen. Jeg bruger selv at sige, hunden har en billedhukommelse. Tidlige oplevelser - positive eller negative toner frem i hundens hukommelse som billeder. Dette er der mange eksempler på når først hundehvalpen har lært, at den gule tennisbold opildner til leg, vil genkendelsen næste gang du viser hvalpen den gule bold, være synligt positiv for hvalpen. Omvendt, har du dasket hvalpen i hovedet med en avis, vil avisen associere til et billede i hvalpens hoved, som siger ubehag, lad mig komme væk i en fart. Undgå derfor altid konflikter under træningen med hundehvalpen, ja det gælder ligeledes for den voksne hund.

Hunden finder hurtigt ud af, at der kommer godbidder ud af højre eller venstre hånd. Dette reagerer hundehvalpen hurtigt på. Derfor er det en god kontaktøvelse at placere godbidder i begge hænder, løfte dem samtidig med at man går baglæns og tiltaler hunden ved navn. Når hunden herefter kigger op, stopper man op, roser hunden og giver den en godbid samtidig med at man benytter signalet ”dygtig”. Denne øvelse kan gentages mange gange i starten af hvalpeopvæksten. Hvis hunden i starten har svært ved at kigge op, sænker man begge hænder ned i nærheden af hundens hoved, når så hunden reagerer, løftes begge hænder op mod ens øjenhøjde, hundens navn gentages, hunden kigger op, ”dygtig” og godbid. Signalet ”dygtig” og godbid skal falde samtidig. Denne øvelse har jeg indlært mange gange med stor succes.

Alle former for startindlæring, kræver megen tålmodighed fra hundeejerens side, populært sagt, der skal tælles mange gange til ti, for det viser sig ofte, at det er hundeejeren som har mindst tålmodighed. Hundehvalpen er i princippet ligeglad med, hvad du siger i starten. Den synes som regel, at det hele er sjovt og er aldeles upåvirket i forhold til, om du bliver hvid i ansigtet af arrigskab over dine egne fejl. Skulle dette ske, så kast håndklædet/legetøjet i ringen og vent til du er i bedre humør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Emma ligger her på grunden og kigger ud på vejen

 

Hvor er hunden træning i at blive inde på grunden

 

Min næste plan var at få Emma til at blive inde på grunden og da der var mange børn i kvarteret på nævnte tidspunkt, gav det i sig selv nogle udfordringer og jeg skulle tælle til 10 rigtig mange gange, dog uden at blive hvid i hovedet, for jeg er normalt meget tålmodig når jeg træner mine hunde.

 Følgende blev arbejdsplanen i starten; jeg monterede en line i Emma og monterede mine lommer med masser af godbidder. Herefter var planen at gå alle skellinjer på grunden igennem med Emma i snor. Jeg placerede Emma på min venstre side, så jeg i omgangsretningen på grunden havde skellinjen på min højre side og i min venstre hånd havde jeg godbidder parat. Når Emma trak til min højre side, var signalet ”Nej” og når Emma kiggede op på mig, sendte jeg min venstre hånd ned til hendes hoved med dygtig og godbidden. Dette blev gentaget rigtig mange gange. Senere efter at jeg havde undervist Emma i forskellige legeredskaber indenfor i huset og fundet ud af, hvad hun var glad for, foregik dette udenfor i haven. Samtidig holdt jeg øje med skellinjerne og her fandt jeg ud af, at hun reagerede positivt på mit piftesignal, når hun kom for tæt på skellet, for det skal jo nævnes, at Border Collien godt vil hyrde på bevægelser, specielt på biler. Nu og da kom hun for tæt på vejen og når dette skete, piftede jeg, hvorefter hun vendte sig om i min retning. Igen: ”Dygtig” og godbid, når hun kom hen til mig. Min godbid var dermed det adrenalin-kick som jeg fik i glædesrus og succes. Det skal dog nævnes her, at det stadig var vinter og koldt og blæsende, når man bor tæt på havet, så alle former for succes gav samtidig varmen.

Signaler i hverdagen blev snart en del af træningen og jeg satte mig det mål, at når noget gav succes, ville jeg skrive det ned på papir, så jeg senere kunne gennemgå, hvad der gav resultat i min træning. 

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, så succesen i starten, skulle snart vise sig fra den modsatte side grundet en væsentlig del af hundens adfærd som jeg ikke havde taget højde for. Datidens moderne indlæring *Operant betingning også kaldet blød indlæring, skulle jeg senere få megen glæde af. Denne indlæringsform mødte jeg for øvrigt i mit virke som instruktør megen modstand i mod, for på daværende tidspunkt florerede den gammeldags indlæringsform "Kæft Trit Og Retning stadig rigtig mange steder og senere i Emmas opvækst gik jeg til træning i  en ellers etableret forening, hvor man til min store forundring stadig trænede efter de gammeldags principper, Never Mind, det jeg kom bort fra, var at jeg lige pludselig opdagede Border Colliens hyrde instinkt og det var nok noget af en øjenåbner, for hvad fanden skete der lige her, alt kontakt var afbrudt i den lille Emma.

*B.F. Skinner (1904 - 1991)

Omkring 1950’erne fandt B.F. Skinner en grundlæggende indlæringsform, den operante betingning, som siger, at et menneskes adfærd styres af, hvilke konsekvenser adfær­den får. Resulterer en adfærd i belønning, så forstærkes den - dvs. at sandsynligheden for at den vil forekomme igen vokser. Resulterer en adfærd derimod i ingenting - ignoreres den eventuelt – så vil den med tiden udslukkes (aflæres). Og endelig, resulterer en adfærd i straf, vil den i mange tilfælde også aflæres, men ved straf kan der imidlertid forekomme uhensigtsmæssige reaktioner i form af undgåelsesstrategier, usikkerhed og passivitet hos den, der straffes. Skinners teori hviler blandt andet på omfattende dyreeksperimenter, hvoraf hans laboratorieforsøg med rotter i en såkaldt Skinnerbox nok er de mest kendte. Ifølge Skinner danner den klassiske og den operante betingning tilsammen grundlaget for langt størstedelen af den praktiske og sociale adfærd, vi udviser i dagligdagen.

Hyrdeinstinktet hos Border Collien ligger til dels gemt i arv og miljø og optræder ikke generelt hos alle Border Collier. De nuværende to tæver jeg har, er vidt forskellige. Hvad angår min rød/hvide Karla, viste der sig de samme tendenser til hyrdning, men nu var jeg forberedt i rigtig god tid, så derfor tog jeg hende med overalt i trafikken i starten. Vi kørte ind til København og gik ture. Jeg havde forinden indlært kontakt til hende, så konstant når vi gik og hun kiggede op på mig, var der ros og godbid med det samme. Det handlede om gentagelser og atter gentagelser. Hvor imod min anden tæve, den brun/hvide Rosa aldrig har reageret på biler, cykler og anden form for ”drønen forbi”, det rager hende en høstblomst, som man siger.

Men førnævnte Emma skabte en del problemer for mig i den næste lange tid og helt ærligt resulterede det i, at jeg ligeledes begyndte at stresse en del og her kan man i hvert fald sige, at adrenalinet fra mig drønede igennem linen og ned i hunden. Det skal her nævnes, at jeg satte mig det mål at finde ud af, hvad der gik galt, når jeg ikke kunne kommunikere med Emma. På bedste test vis ville jeg se, hvor meget hun blokerede, så en dag besluttede jeg at prøve at se hvor meget hendes sanser var påvirket og det foregik på følgende måde. Et stykke 45 % stærk lugtende ost i lommen og op til landevejen. Turen op til landevejen var aldrig det store problem. Det var først når vi var på den store vej at problemet opstod. Lige før vi gik ud på landevejen, trak jeg ostestykket op ad lommen og placerede det foran Emmas snude. Rigtigt nok, der var overhovedet ingen reaktion. Den pågældende dag mødte jeg en anden hundelufter som spontant sagde: ”Kan din hund ikke lide min hund?” Og jeg måtte tilstå: ”Hun er vist ikke særlig motiveret for din hund lige nu.” Han skulle bare lige vide, men jeg undlod at begynde at sætte vedkomne ind i vores fælles projekt og osten havde jeg skyndsomt proppet i lommen igen. Sikkert til stor forargelse for kommende vask.

Gør det som hunden er glad for, sagde en ekspert som jeg henvendte mig til. Ja tak, det var nemmere sagt end gjort. Jeg lagde hovedet i blød og besluttede at foretage en test uden biler. En morgen kl. 03.00 monterede jeg linen i Emma og bevæbnede mig med godbidder og så gik vi op på den store og nu biltomme vej. Jeg satte mig resolut ned på cykelstien med Emma ved min side og der blev vi siddende for en stund. Jeg talte stille og roligt til Emma og når hun så på mig, roste jeg hende og monterede godbidder i hendes mund. Vi rejste os op og gik hjemad.

 Dette var en begyndelse som senere skulle vise sig at bære frugt. Denne øvelse gentog jeg i nogle dage, for det var efterhånden sommervejr, så vejret var ikke et problem, i hvert fald ikke for mig. Emma var jo nok ligeglad med vejret. Da jeg nu kunne konstatere, at det begyndte at gå meget bedre, forgik turen nu om morgenen i ganske almindelig lineføring med masser af godbidder og rosende ord fra min side. Emma skulle vide at det hun gjorde var betingelsesløst en succes. Jeg var godt klar over at hyrde instinktet stadig lå under overpladen og lurede, så hårde ord og træk i linen var bandlyst fra min side af, for jeg havde nu sat mig det mål, at det skulle være behageligt for Emma at færdes på den store vej. I dag ville klikker-træning havde gjort en væsentlig forskel i indlærings processen, men det var ikke aktuelt på dette tidspunkt, i hvert fald ikke for mig.

Klikkertræning er ligeledes Operant betingning, men det har den fordel, at ”dygtig” er erstattet af klikkeren, som igen har den fordel, at signalet er ens fra gang til gang og derved nemmere for hunden at opfange som det positive, eks. signalet ”Plads”, klik og godbid. Som i min nuværende træning, testes hundens evne til at udføre adfærden først uden lydsignal, når man så senere sender det pågældende signal samtidig med klikket, vil hunden forbinde handlingen med signalet.

Hvad der var problemer med ovennævnte store vejs træning, var så sandelig ikke et problem, når vi snakker almindelig lydighedstræning. Her var Emma suveræn i sin adfærd. Meget hurtigt fandt jeg ud af at anvende Emma til instruktørhund.

I min tidlige start som hundemand i 1987, forgik træningen som tidligere nævnt mere eller mindre som ”Kæft, trit og retning”, dette jo grundet den manglende viden om håndtering/indlæring og ikke mindst aflæsning af hundens signaler. Det er lidt med dårlig smag i munden, når jeg tænker tilbage på, hvorledes vi håndterede hundene på daværende tidspunkt. Det handlede mest om at råbe højt og skælde hundene ud for manglende forståelse for de soldater som rendte rundt og rev i linerne. De hunde som havde et forholdsvis stærkt sind, fik rigtig mange succesoplevelser inkl. min egen hund på daværende tidspunkt, en Border Collie blandings tæve, Bessi. Hun var bare stille og rolig og fattet i alt hvad jeg foretog mig med hende med de udfordringer som var tilgængelige i 1987, hun døde desværre i en for mig alt for ung alder ca.8 år gammel.

Jeg fik på et tidspunkt en hundekollega i vores forening som havde uddannet sig som adfærdspsykolog og nu fik jeg øjnene op for de nye indlæringsprincipper, der havde set dagens lys i et par år. Det var her jeg stiftede bekendtskab med indlæringsformerne *Operant betingning og *Klassisk betingning. Nu kunne jeg se sammenhængen med en anderledes kommunikationsform som nok passede bedre til mit temperament. Jeg er nok lidt blød med hensyn til hunden som min bedste ven ud over min familie.

*Den klassiske betingning opdagede den russiske videnskabsmand Ivan P. Pavlov (1849-1936) i et laboratorieeksperiment med hunde, hvor han så, at hundene ikke blot savlede, når de så mad. De savlede også, når de blot så den skål, de plejede at få mad i. Det første kaldte Pavlov for en ubetinget reaktion eller medfødt reaktion, det andet for en betinget eller indlært reaktion. Hundene havde lært at forbinde hundeskålen med mad.

Det med samværet hunde og mig imellem stammer fra min barndom, hvor jeg fik min første hund, min egen hund, som en 10 år gammel dreng. Hunden var en blanding af Collie og Schæfer, en lille sød tævehund. Hun var den første jeg hilste på, når jeg kom fra skole. Min far havde lavet en stor hundegård til hende, men det syntes jeg ikke rigtigt om, for så havde hun jo ikke kontakt til os mennesker, som jeg sagde til min far. Trine som hunden hed, fik et kort liv på omkring to år. Hun døde af en forgiftning. På daværende tidspunkt blev der brugt flittigt med gifte til både planter og dyr. Hvad årsagen til Trines forgiftning var, fik jeg aldrig af vide, men synet af den lille kæmpende hund i kramper, glemmer jeg aldrig. Fascinationen af tilliden mellem hund og menneske er fantastisk når det går op i en højere enhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede af Trine og mig.

 

 

 

 

 

Om kommunikation

Inden for forskningen er der gjort mange opdagelser omkring hundens adfærd og hvordan hunden reagerer på forskellige former for påvirkninger.

Det man normalt omtaler som ydre påvirkninger, eller miljø påvirkninger og sidst men ikke mindst de menneskelige påvirkninger.

Dette er to vigtige faktorer, når vi beskæftiger os med indlæring. Påvirkninger af alle levende væsner er medvirkende til ændringer af samme levende væsners adfærd til det gode eller det dårlige

En ting er man ikke er nået frem til endnu, (selv om vi skriver det 21. århundrede og kan sende bemandede rumskibe til månen med avanceret elektronisk udstyr, som styrer de mest avancerede kommunikations og data satellitter), nemlig hvad der egentlig foregår inden i hovedet på en hund altså ”hvad tænker hunden?”

 

 

Vi skal lære at læse hundens kropssprog og den måde hunden kommunikerer med sine artsfæller på, for her igennem, at sikre en korrekt måde at kommunikere med hunden på. Dette har stor betydning for det senere arbejde med en hundehvalp, så vi her undgår konflikter.

 

At vente på, at hunden skal kunne lære, at læse, skrive og tale vil nok være urealistisk. 

Det skulle tilsyneladende være en overkommelig opgave for os mennesker, at lære hundenskommunikations-repertoire, at kende, men her bliver man faktisk sat på en hård prøve, for detviser sig nemlig, at hunden faktisk er eminent til at omformatere vores tale og kropssprog til sit eget, så det er her der er noget, der en gang i mellem går galt, uden man rent faktisk erklar over det.

Når vi i den tidlige indlæringsfase (hvalpe / unghunde) specielt for hvalpenes vedkommetaler om korrekt kropssprog: hånd + lyd tegn” er det vigtigt, at forstå hundens reaktion på detsom hundeføreren præsenterer for hunden, nemlig de signaler som bliver udsendt. Lær at læse hunden.

 

Når vi her og nu taler om, at kommunikere med hunden, er det selvfølgelig i trænings-sammenhæng. Derfor ville det jo være rart, om hunden kunne forstå hvad det er, vi vil have den til at gøre og om vi hver gang mener det samme. Det er lige meget, hvad vi i første omgang beslutter os for som lydsignal, Kartoffel eller Gulerod og om vi bruger højre eller venstre hånd til at signalere med, det er i princippet ligegyldigt, men for en ordens skyld, bruger vi alle eks. signalerne Sit, Dæk, Stå og Fri som almindelig lydighedssignaler

 

Emma fandt meget hurtigt ud af at læse mine signaler. Som tidligere nævnt startede jeg med at træne Emma i indkald ved hjælp af hendes navn. Dette var nøglen til den senere indlæring af almindelig lydighed. I området hvor jeg bor, er der rigtig mange muligheder for, at træne hunden i at komme ind til mig. Mark, skov og strand under kontrollerede forhold vel at mærke. Dette kalder jeg kvalitetstid, for det er her man finder ud af, hvor stabil hunden er under åben himmel, som jeg plejer at sige. Jeg trænede altså lineføring og indkald i starten af Emmas opvækst. Det var også her, at jeg fandt ud af det negative ved at anvende kvælerhalsbånd, for når hunden gik frem, blev den jo straffet af stållænkens kvælertag, så dette blev lagt langt væk som skræk og advarsel og så kunne Emma få sin fine pels tilbage igen. I foreningen hvor jeg træner i dag, er det forbudt at anvende kvælerhalsbånd, specielt når det gælder hvalpe og unghunde.

I det hele taget er det at springe over gærdet hvor det er lavest, hvis man anvender magtmidler under indlæringen. Det kan ikke siges for tit; undgå for alt i verdenen at skabe konflikter med din hund. Dette resulterer aldrig i noget positivt. Jeg har set mange former for menneskelige overspringshandlinger under indlæring.

På et tidspunkt havde jeg en instruktør i vores forening, tilbage i slutfirserne, som skulle demonstrere lineføring for en hundefører og denne hundefører havde kvælerhalsbånd på sin hund. Instruktøren tog fat i hundens kvæler (Stållænke), placerede knudepunktet ud for hundens balance (Balancenerven sidder lige under hundens øre) herefter kunne instruktøren let og elegant gå lineføring med hunden, for hvis den trak fremad, ja så løftede instruktøren opad i halsbåndet og dette har formodentlig gjort vanvittigt ondt på hunden. Det mest paradoksale ved denne seance var, at alle hundeførerne stod og beundrede den dygtige instruktør. På samme måde har jeg set eksempler på indlæring af ”apport” (gammeldags tvangs-apportering) hvor der blev placeret denne træ-dummie i hundens mund, i starten til stor glæde for hunden, indtil hunden begyndte at bide sammen om apporten. Så løftede hundeføreren både hund og apport, samtidig med at der blev sagt med vred stemme ”apport”. Ja, hunden skulle jo nok holde fast, ellers risikerede den at få en røvtur. Var dette en konflikt for hunden, ja det må man sige.

Fascinationen af hundens evne til at opfatte ganske små lydsignaler, fortæller i virkeligheden, hvor god hunden er til at reagere på lyde, uden at man behøver at råbe og skrige under træningen. I nævnte slutfirsere oplevede jeg en gang, at en ældre dame henvendte sig til mig og sagde noget som jeg aldrig glemmer; hun sagde, Lars det lyder som soldater på en eksercerplads, når I tiltaler hundene under jeres træning. Jeg, sagde hun, har haft med heste at gøre i mange år og her råber vi ikke når vi træner. Jeg måtte gå til bekendelse og give damen ret. Dette, har jeg taget til efterretning efterfølgende og fået megen glæde af senere hen. Dét som jeg senere vil omtale som lydløs træning.

Som sagt kunne Emma vinke farvel til kvælerhalsbånd og jeg tage fat på de mere bløde værdier til træningen af egne og andres hunde. Som tidligere nævnt fik jeg en kollega, uddannet på området vedrørende psykologien i indlæring, til at hjælpe med etableringen af foreningens eget undervisningssystem, som byggede på starten af hvalpemotivation, unghunde-træning, efter vores eget undervisningsprogram, således, at der var system i træningen. Dette byggede på en teoretisk undervisning og en praktisk gennemgang ude på træningsarealet. Herefter delte vi sæsonerne op i Hvalpehold, Begynderhold og Øvede hold, med 2 gange 3 timers teori i vores eget undervisnings lokale.

 

 

 

 

 

 

Om forventninger

Generelt siger jeg, lad være med at sætte for høje forventninger til hundens respons, hvis du ikke selv har forståelse for hvordan hunden skal udføre en given øvelse. Alle former for indlæringsteknikker bygger på gentagelser og repetition. Der skal være forståelse for den nødvendige tid til at få hunden til at reagere på forskellige signaler. Kommandoer bruger jeg ikke, det er noget jeg opfatter som et militært ordbrug, jeg foretrækker brugen af signaler, som betyder, at hunden reflekterer på et genkendeligt, givent signal. Jeg sender et signal og hunden kommer med en respons, som er indlært på behagelig vis, uden at hunden har haft en konflikt under indlæringen. Som bogens titel siger, svar på tiltale, af et givent signal. Når jeg underviser, nævner jeg også gerne dette, ligesom jeg demonstrerer med en af mine hunde, og dette skal opfattes som en retningsgivende instruktion i, hvordan træningsforløbet kan forme sig hjemme, i for hunden vante omgivelser.

 

 

Interval træning

Denne træningsform bliver brugt meget inden for sporten, da den bygger på forventningerne, fuld fart og bremsen i, eller forventningerne til kort succes ydelse/oplevelse og glæden ved efterfølgende pause. Denne kombination fremmer typisk lysten til at yde optimalt for en kortere periode. Jeg kender det selv inden for cykelsporten, specielt da jeg trænede alene og var i stand til at æde mig selv, som man siger. Så intervallet i træningen opsætningen til et eller andet mål, har jeg senere overført, i forbindelse med indlæring af mine hunde og med stor succes.

Jeg besluttede at kalde denne form for træning "Mental interval træning" og det besluttede jeg mig for at skrive ned i mine efterhånden mange noter om huskeregler vedrørende træning og specielt succesfuld træning. Vi kender alle sætningen, "Det kunne den forrige hund, men jeg tror vi glemmer, hvordan vi kom frem til succesfulde resultater. Det er rigtigt, at i begyndelsen af indlæringsfasen af en ny hundehvalp, oplever vi alle, at det kan virke uoverskueligt, at skulle til at træne den nye hundehvalp i at komme når vi kalder, gå pænt i snor osv. men jeg tror at dette skyldes, at vi kender udfaldet af en på forhånd indlært signaløvelse fra den forrige hund og forventer, at det kommer helt af sig selv. Når jeg kalder det mental intervaltræning, skal det forstås på følgende måde. Ved ganske almindelige signaler til en hvilken som helst øvelse, tester jeg hunden ved hjælp af mit eget kropssprog, til eksempelvis signalet sit. Jeg står med front mod hunden og med min højre hånd som er monteret med en godbid, kører jeg denne nede fra og op langs hundens snude, i en bevægelse, så hunden skal kigge op på højre hånds tommel og pegefinger. Så snart hunden sitter nummeren ned, roser jeg med dygtige og godbid samtidig med at hunden får godbidden. Dette fortsætter jeg så ved at gå baglæns, samtidig med signalet kom, som afbryder sit. Den overstrømmende ros og godbid samtidig i nogle intervaller og herefter afslutning med signalet friee, giver hermed hunden den velfortjente pause i denne del af mental intervaltræning. Den mentale del består i at hunden mentalt skal koncentrere sig om højre hånd og godbid, begge dele med stor succes og samtidig foregår der ikke forvirrende lydsignaler fra min side, i form af sit, sit og atter sit, som under de gammeldags træningsmetoder, hvilke skadede mere end de gavnede indlæringen. Vi kender selv resultatet af en kort succesoplevelse, måske fra arbejdet eller andet sted. Dette gør, at vi næste gang er mere motiveret for gentagelse af en ny læring. Jeg bruger det også i undervisning, når en nye øvelsessekvens skal indlæres, hvor jeg undlader brugen af lydsignal og overlader en given respons til hunden, som så skal sætte sig mentalt op til udløsning af en given respons. Først når hunden har forstået det pågældende signal, kobler jeg lydsignalet på til den pågældende øvelse, herved forkortes indlæringen yderligere i forhold til tidligere og succesen har været til stede hele vejen igennem. Denne form for komposition har jeg haft megen glæde af, når jeg har skullet træne noget nyt med mine hunde, eksempelvis har jeg haft stor succes med øvelsen apport, uden at hunden på noget tidspunkt har været i konflikt med mig under træningen. Under ingen former for indlæringsstart, når jeg har anvendt denne form for indlæring, har jeg følt, at jeg har gjort noget forkert, så længe jeg har stået og vinket med min højre hånd, har hunden bare observeret mig og når så hunden har rettet sig i min retning, eller det jeg havde forventet mig, har jeg kunnet rose hunden og fået succes sammen med hunden, eller hundene. Inden start har jeg altid sagt til mig selv; har jeg nu den nødvendige tålmodighed lige nu og her, for det kræver tålmodighed, at lave succesfuld indlæring, specielt fordi der skal observeres hele tiden, for sikring af den næste sekvens.