Den svære tid. Om at miste sin hund.

Af Lars Nielsen
Hun står der og kigger på mig med de store mørke øjne, som hun så ofte har gjort de sidste 13 år og 7 mdr. Øjnene fortæller mig, at hvis hun kunne tale, ville hun sige: "hjælp mig, som du har gjort så mange gange, hvor jeg ikke havde det så godt, far". Det blik i hendes øjne, som jeg efterhånden har lært at læse gennem mange år, når noget ikke var, som det skulle være. Hvem er hun så, jo det er Emma pige, en 13 år og 7 mdr. tre farvet Border Collie tæve; den jeg elsker allermest ud over min familie.

Jeg ved det godt, nemlig at det er en høj alder for en hund af mellem størrelse, ja ca. omregnet i menneske år 75 år. Pludselig er jeg der, hvor så mange hundeejere befinder sig, nemlig der hvor man laver eftertanke om hundens lange liv. Jeg bryder næsten sammen ved tanken om, at det snart er slut og siger til mig selv, som jeg også sagde sidst jeg var i samme situation, at nu vil jeg ikke have hund igen.

Jeg ved godt, at sorgen bliver glattet ud og beslutningen om at få en ny lille hvalp ind igen også kommer til mig. Eftertanken her handler i høj grad om den personlighed, som der har været til diskussion blandt fagfolk i lige så mange år, som jeg kan erindre. Hundens personlighed udspringer i høj grad af det/de mennesker, de befinder blandt, og de sociale påvirkninger, som hunden bliver udsat for.

Black Beautiful Emma, som hun hedder på stamtavlen, er en Border Collie ud af fornem Engelsk familie, det vil sige en hyrdehund af klasse. Jeg har kun snuset til det arbejde, som handler om at hyrde får, dette var i Emmas meget unge alder af ca. 8 mdr., efterfølgende konstaterede jeg, at for at få det fulde ud af hunden, ja så skulle jeg faktisk selv være ejer af en fåreflok eller køre langt for at deltage i dette arbejde. Derfor besluttede jeg at bruge hende til lydighedsarbejde. I min egenskab af instruktør og underviser fandt jeg hurtigt ud af, at hende og jeg kunne blive et fantastisk team sammen; Emma med hendes høje indlærings intelligens og mig selv med min viden om indlæring af hunde og behandling af forskellige problemstillinger. Emma var 8 mdr., da jeg fandt ud af at bruge hende mere aktivt i undervisning af hundeejere, som det jo i virkeligheden handler om for mig.

Efterfølgende har Emma fulgt mig til undervisning af nye hundeejere i de sidste 13 år og har været en fantastisk makker, specielt ved fremvisning af de indlæringssituationer, hvor alle hundeejere står og venter på at se det teoretiske udformet i praksis for bedre forståelse.

Når den teoretiske gennemgang var overstået i den enkelte indlæringssituation, hørte jeg mig selv sige, at hvis min hund vil, så kan hun vise jer, hvordan det skal gøres i praksis og bingo, så stod alle med åben mund og så videre, og så hørte jeg ofte hundeejere sige, det kan du sagtens gøre med sådan en hund, og så sagde jeg, ja det kan jeg, men det fordrer, at der er en gensidig forståelse hund og menneske i mellem. Sådan har det nu været i ca. 13 år, Emma har fulgt mig i tykt og tyndt, lige fra hendes deltagelse i instruktørseminar over en weekend som 4 måneders hvalp, og til nu hvor hun har været en integreret del af min undervisning i teoretisk som i praktisk forstand. Dette kommer til at medføre, at menneske og hund får et forhold til hinanden, hvor det kun er den verbale tale mellem hund og menneske, der mangler for hundrede procent gensidig forståelse. Når det så er sagt, er det her jeg i undervisning plejer at sige til mine elever, at en hund ikke er et menneske, og det skal der selvfølgelig heller ikke herske tvivl om, men, men der var noget der kom meget tæt på.

Når jeg skriver dette indlæg er det for at hundeejere skal få en bedre forståelse for det naturlige i at blive tyndhudet i den situation, hvor man skal sige farvel til en hund, som har betydet så meget i det daglige i gennem mange år. Jeg har mødt mange hundeejere gennem årene, som har haft svært ved at håndtere en for dem selv svær tid, når de skulle forberede sig på den sidste gåtur og efterfølgende tage en beslutning om at tilendebringe hundens liv. Det er her, det er værd at bruge den nødvendige tid at beslutte noget, som man senere kan se tilbage på som en rigtig beslutning.

Efterfølgende er det er svært at skulle være rationel med hensyn til at tage en beslutning om at afslutte hundens liv, når først man har fået konstateret sygdoms udbrud, som forringer hundens liv. Herefter kunne jeg konstatere, at jeg stod over for et valg - at forlænge hundens liv for en kort periode, med følgende forringelse af hundens værdighed. Her vil de fleste nok besidde 80-90 procent selvmedlidenhed og resten som den, der afslutter hundens liv, og dette er svært at håndtere.

Emma Foto: TV 2

Jeg tager mig sammen og tager den tunge beslutning, går lidt rundt, er ved siden af mig selv og kontakter min dyrlæge. Herefter aftaler jeg, at dyrlægen kommer hjem til Emma i hendes vante hygge omgivelser.

Den pludselige ændring af hunden, når alderen begynder at vise sig, kommer altid bag på en som hundeejer. I begyndelsen prøver man at skubbe tanken væk, om at hunden har mange år på bagen. Efterfølgende observerer man tydelige forandringer i hundens adfærd, den bliver hurtigere træt og sover mere, men når først der kommer sygdomstegn og efterfølgende undersøgelser hos dyrlægen, som viser, at hunden har den ene eller den anden aldersbetingede sygdom, som ikke står til at ændre, går det op for en, at vi nærmer os lånt tid og så efterfølgende skal begynde at planlægge det endelige forløb for afslutningen af et langt liv, og hvordan det skal foregå.

Det er nu den 19. juni og jeg har taget den tunge beslutning og kontaktet min lokale dyrlæge for en lave en aftale om aflivning af min kære Emma. Hun har her til morgen haft et voldsomt sygdomsudbrud, som har betydet min beslutning.

Denne artikel er tilegnet Emma, som har været medvirkende til forståelse for optimal indlæring af så mange hundeejere gennem 13 år. Emma har været forgang for optimal fremvisning af Emmas og min tilrettelægning af specielt indlæring af hundeejere af hvalpe på et tidligt niveau i hundens liv. Dette har givet mange et godt indtryk af, at kommunikation menneske og hund i mellem kan lade sig gøre på en sjov og behagelig måde for begge parter, med efterfølgende mange succes oplevelser.

Torsdag den 19. juni 2008 kl. 19:10 sov Emma ind.

En stor tak til Sct. Jørgensbjerg dyreklinik v/ Dyrlæge Anne Torkelund for en god behandling af Emma, en speciel tak til Stina Elmelund, som kom hjem til Emma og gav hende en værdig afslutning på livet.

Notat:
Jeg tror at man skal være hundeejer for at forstå dette indlæg, specielt hvis man har haft et så nært forhold til sin hund og specielt hvis man har arbejdet meget intens med sin hund gennem mange år, er jeg blød om hjertet, ja.

På Emmas vegne.

Lars Nielsen